Fra OZ maj 1945: .
Krigen er forbi for os! Faa Timer før disse Linier skrives, forlod de første tyske Tropper Byen,og det var en Følelse af dyb Lettelse, der da gik hen over os. Ingen vil begræde Savnet af de fremmede,som aldrig havde været velsete her i Landet.Og just i dette Øjeblik melder Radioen om Krigens Slut i det øvrige Europa! Saa gik vore Ønsker for vort nære Broderland Norge ogsaa i Opfyldelse, thi uden Fred for Norge kunde vi ikke helt nyde Glæden ved vor egen Befrielse.
Vore Tanker gaar ogsaa i denne Stund til vore Kammerater i de øvrige krigshærgede lande, og vi ser alle med Længsel hen til den Dag, da vi atter kan mødes i fredelig QSO med dem, der blev tilbage. Mange kendte Røster vil være forstummet,
Men nu har vi Fred, og foran os ligger Genrejsningens Tid. Helt uden Vanskeligheder vil den sikkert ikke blive, men vi vil ogsaa give vort Bidrag, saa disse kan blive overvundet. — Det er naturligt for os at være særlig opmærksom paa Udviklingen for Sendeamatørerne i vort eget Land, men vi ser med Tillid op til EDRs Ledelse, der nu vil faa et stort og ansvarsfuldt Arbejde. Vi ved, at den er parat til at gøre en Indsatsfor danske Kortbølgeamatører, og at denne Indsats vil resultere i Sendetilladelsernes snarlige Frigivelse.
— Saa hilser vi da Freden velkommen og ønsker, at den maa bringe os den Glæde og Lykke, vi alle har ventet os af den! "
A. C.
Besættelsen af Danmark 1940-1945, - og radioamatørerne
.I anledning af 70-året for Danmarks befrielse har Hans Bonnesen, OZ5RB på redaktionens opfordring skrevet en ny artikel til OZ5BIR.
Få timer efter besættelsen blev landet nemlig med et slag berøvet enhver telefonisk, telegrafisk og brevmæssig forbindelse med den frie verden. Denne situation var lammende, idet hverken Udenrigsministeriet, Post & Telegrafvæsenet, Hæren, Søværnet eller Politiet havde forestillet sig, at noget sådant kunne ske.
Ganske langsomt måtte man skabe en forbindelse, der i første række byggede på udsmuglede breve og meddelelser, medens en radiomæssig kontakt med største besvær blev opbygget. De første spæde forsøg blev taget af SIS-mændene søløjtnant Thomas Sneum og kornet Sigfred Christoffersen, som i september 1941 blev sendt ned med faldskærm ved Brorfelde. Af forskellige grunde gik det yderst trevent, og først da B&O ingeniøren Lorens Duus Hansen blev indblandet, begyndte det at gå bedre, og endnu bedre gik det, da SOE overtog alle allierede aktioner i Danmark. Eftersom hovedparten af det tyskbesatte Europa havde vekselstrømsforsyning , sendte SOE radioer ned til os beregnet til vekselstrøm. Uheldigvis var alle danske byer – hvorfra man med nogen sikkerhed kunne sende – forsynet jævnstrøm.
Her kom den af Duus-Hansen udviklede Telefonbog ind i billedet, idet den var konstrueret efter universal-radiosystemet, et system hvor man uden transformator forsynede radioens serieforbundne radiorør med den nominelle netspænding på – dengang – 220 volt, og samtidig benyttede denne spænding til anodespændingen og andre nødvendige spændinger. Denne radio, som er blevet udførligt behandlet i vores medlemsblad ”OZ”, er nærmest blevet beskrevet som en enestående frembringelse, selv om den i store træk bygger på Philips anvisninger i bogen: ”Daten ond Schaltungen Moderner Empfänger und Kraftverstärker Röhren” fra 1942. I de danske beskrivelser hentyder man ofte til, at de engelske radioer var alt for store, klodsede og tunge, uden dog at nævne at man både i Holland, Belgien og Frankrig var udmærket tilfredse med disse radioer; måske var danske modstandsfolk svagere end deres kolleger i resten af Europa.!
Poul J. Jelgren (1912- 1980) OZ7GL, 1. klasses certifikat som telegrafist, årgang 1934 , og ansvarlig for hovedparten af den jyske illegale radiokommunikation med England, fortæller:
” Ved bombardementet af Aarhus Universitet den 31. oktober 1944 kl 11:55 skete det , at jeg havde den daglige sked med England netop kl. 12:00 dansk tid. Detonationerne var netop begyndt, og skønt jeg lå nede ved siden af godsbanegården, rystede huset, hvori jeg var, således at der gik en rude. Jeg var uvidende om dette bombardements formål, så min antagelse var, at det var banegården, der var målet, og dermed godsbaneterrainet. Jeg overtrådte af samme grund de meget bestemte regler om, at det IKKE var tilladt at bruge klart sprog.
Tyskerne var udmærket klar over min senders tilstedeværelse og vidste, hvad formål den havde , så jeg betænkte mig ikke i denne aktuelle situation at sende følgende i klart sprog: ”RAF explo in this moment” ! Homestation bad mig gentage meddelelsen, sagde ok og kom igen 5 minutter senere og bad om repeat. Efter gentagelsen fik jeg et ok, og vi sluttede korrespondancen.”
Meddelelsen vakte i England en sådan furore, at da flyene landede efter angrebet kunne medlemmer af den danske koloni og luftfartsministeriet være til stede på flyvepladsen for at lykønske de måbende besætningsmedlemmer og fortælle dem, at de allerede vidste, at angrebet var en succes. Afslutningsvis vil det være på sin plads at nævne, at modstandsbevægelsen, dens sabotagefolk, likvidatører og producenter af pressemateriale som helhed søgte at arbejde i det skjulte, og at man uafladelig fandt nye opholdssteder for at undgå det tyske politis fangarme. Helt anderledes var det med telegrafisterne, der hver aften satte sig ned ved nøglen for at aflevere telegrammerne til England. Samtidig åbenbarede telegrafisten sig velvidende over for den tyske pejletjeneste med de imaginære ord: ” Hør mit signal! Her er jeg! Kom frit frem! – Prøv at fange mig!”. Man kan kun i dag have den største respekt for disse mænd , der på denne måde legede med skæbnen, og som i mange tilfælde måtte betale med livet.
Hans Elfelt Bonnesen, OZ5RB, Bistrup den 10.5.2015
Del denne side
